Improvisatorisk ledelse - ledelse i nuet

For nyligt gennemførte jeg et improvisationsforløb, der endte med at gruppen optrådte for et publikum. Det var en fantastisk oplevelse. Det var som at være en del af en sort sol af dansende stære, der uden ord skifter formation og etablerer den ene scene efter hinanden.

Det der slår mig efterfølgende er, hvor lidt jeg egentligt kender til de folk, jeg har optrådt sammen med. Deres profession, rolle og baggrund. Så hvad er det, der gør, at der alligevel er opstår så tæt et bånd på så kort tid?

I en ledelsesmæssig kontekst er det klart for mig, hvad der virker her. Tydelige mål og rammer, opgaver der passer til kompetence, og alt sammen bygget på et solidt fundament af tillid og personligt ansvar.

Selve forudsætningen for improvisationsteater er, at indholdet ikke er kendt. Det er ikke muligt at planlægge. Det betyder at gruppemedlemmerne må løbe en risiko ved at vise sig frem foran de øvrige medlemmer af gruppen. Med ringe bevidsthed om, hvad de selv gør og siger (og nej, det er ikke julefrokosten, jeg mener), kan de ikke forudsige reaktionerne fra de andre i gruppen. De tager en chance, løber en risiko. Det kræver mod, og det udstiller sårbarhed, fordi det er umuligt at lykkedes med at være underholdende hver gang og de kan ikke undlade at vise et stykke af hvem de er. Når der i en gruppe er plads til dette, så vokser tilliden
Der er et tydeligt og fælles mål – stå på scenen og lever underholdning foran et publikum. De enkelte øvelser har en klar problemformulering, som gruppen er fælles om at løse
Der er regler og rammer, som gruppen øver og som udgangspunkt følger. Indbygget i rammerne ligger et sæt værdier. Gruppemedlemmerne tager ansvar for sig selv og hinanden. De lærer at have hinandens ryg. De lærer, at der er er plads til at lave fejl. Gruppen accepterer bud fra hinanden og bygger videre på dem
De øvelser gruppen arbejder og optræder med passer til kompetenceniveauet

Vi har i virkeligheden kun illusionen af at kunne planlægge og kontrollere, hvad der skal ske. Realiteten har det med at udspille sig, som den nu gør på trods af vores planer og hensigter. Så hvorfor ikke blive bedre til at arbejde med og strukturere kaos, det ubevidste og inddrage spontanitet i ledelsen – det er en ressource, en kompetence, der kan udvikles og trænes. Det er det, improteknikker kan hjælpe med. Det kan hjælpe med at udvikle denne kompetence i et team:

Det simulerer kaos i et kontrolleret miljø og ud af det, er det muligt at skabe et læringsmiljø, som kan spejles over i det daglige arbejde
Det skaber awareness om, hvordan teamet arbejder og hvor de ovennævnte principper virker og ikke virker
Det udvider deltagerens tryghed i det spontane og dermed evne til at navigere i et foranderligt miljø
Det muliggør arbejde på det personlige plan ved at rykke et skridt ud af komfortzonen

Keith Johnstone skriver: “If you improvise spontaneously in front of an audience you have to accept that your innermost self will be revealed.” Det understreger for mig, at vi igennem improvisation og det umiddelbare, det spontane, opnår en bedre forbindelse til vores medmennesker, og ud af det blomster tilliden og kreativiteten.