Kreativ teamudvikling er et produkt af accept og god kontakt
Hvad er det essentielle i teamudvikling? Hvordan og hvornår bruger du teambuilding øvelser for at optimere teamperformance og sammenhold? I dette indlæg kan du læse om grundlæggende pointer i teamudvikling, og du kan downloade forskellige forslag til teambuilding øvelser.
I sin kerne, kan teamudvikling sættes op med formlen:
Accept + kontakt = Kreativ teamudvikling
Det grundlæggende udgangspunkt for al teamudvikling er accept
Accept af tingenes tilstand.
Accept af øvrige teammedlemmer.
Accept af sig selv.
Accept er ikke det samme som at lade stå til. Det er den klarhed og ro, der følger, når du opnår forståelse af, at sådan er det lige nu. Når du opgiver kampen om at ændre det, der ikke kan ændres. Fx at ville bøje andre mennesker til sin vilje eller at ville overvinde omgivelsernes tilstand.
Accept er udgangspunkt for forandring.
Det er, når vi er enige eller enige om at være uenige, og når vi respekterer hinandens forskelligheder og holdninger, at vi har opnået accept.
Målet er altså nødvendigvis ikke at alle skal være enige, for så vil vi have en situation, hvor vi søger konfluens. Konfluens er en tilstand, der måske på overflade føles som harmoni, men i virkeligheden dækker over konfliktskyhed og frygt for forskellighed.
Uden forskellighed, vil der ikke være noget der står frem. Er alt hvidt, ville vi ikke genkende det, for så vil der ikke være noget at sammenligne det med. (Friedlaender)
Vejen til accept sker igennem kontakt
Kontakt er summen af opmærksomhed, vi hver især investerer i mødet med andre mennesker - her og nu.
Hvis min opmærksomhed er på min harme over det den anden siger, mit næste møde eller hvad jeg skal bruge mine fantasilottomillioner på, så er kontakten næppe særlig stor.
Det er derfor, det allervigtigste i teamudvikling er at undersøge kontakten mellem deltagerne:
- Hvad sker der i dialogen?
- Hvor er deres opmærksomhed?
- Hvad sker der under motorhjelmen hos den enkelte?
- Er der modstand?
Problemet med mange tilgange til teambuilding, er at fokus bliver på løse opgaver og det kan man sagtens uden kontakt. Vi tror, at hvis vi løser en opgave sammen, med en kort runde af ”hvad lærte du”, så lærer vi noget nyt om hinanden, og tager det med hjem i hverdagen.
Sat på spidsen, så er teambuilding uden at undersøge kontakten, spild af tid.
Teambuilding aktiviteter, bør ikke være andet end det brændstof, der skal give næring til at undersøge kontakten.
Læringen om samarbejde opstår i kontakten. Dvs. dialogen og feedback efter teambuildingøvelsen. I undersøgelsen af: Hvad der skete i øvelsen. Hvordan det var. Undersøgelse af egen adfærd og relationerne i teamet. Undersøge konflikterne eller mangel på samme.
Facilitators rolle er at styre denne proces, at undersøge modstand og hjælpe den enkelte til at tage ansvar for sit eget ukrudts- og rosenbed. Det er her varig forandring og udvikling opstår.
Med accept og kontakt kommer kreativ teamudvikling
Når teamet når det punkt, hvor de har en god portion accept og er i god kontakt med hinanden, så står de i det punkt, som Friedlaender med sit polaritetsprincip, kalder det kreative nullpunkt: I stedet for at overgive os til ensidige holdninger, så bliver vi i midten, mellem yderpunkterne, og træffer beslutninger ud fra et oplyst og mere intellektuelt grundlag.
I teamsamarbejdet er det det punkt, hvor teamet tager alle overvejelser ind. Der er plads til alle synspunkter og samtidig heftig og engageret diskussion. (Læs evt Lencioni) På et teamudviklingforløb vil det være her, hvor alle er engageret i at drage paralleller fra øvelsen til hverdagen, og kollektivt beslutter sig for at lave forandring.
Teambuilding øvelser
Her følger nogle eksempler på teambuilding aktiviteter, som du er velkommen til at downloade og lade dig inspirere af. Du skriver dig samtidig op til vores nyhedsbrev og får dermed vores artikler og gode tilbud direkte i din indbakke.
Teambuilding øvelser
Få tilsendt dette dokument, hvor du får tips, erfaringer, øvelser samt gode råd til facilitering, som du kan lade dig inspirere af. Altsammen sammensat i en detaljeret drejebog for en 3,5 timers workshop i teamudvikling. Drejebogen er designet til et online forløb, men kan sagtens bruges til en fysisk workshop også.
Joharis vindue
Joharis vindue er en model, der hjælper dig med at få en bedre forståelse af dig selv og hvordan du opfattes af andre. Få tilsendt dette dokument, der giver dig et overblik over modellen, samt en øvelse som kan bruges til teamudvikling.